Fyrværkeri og hunde

Fyrværkeri og hunde

Af hundepsykolog Irene Liliequist, Hundeliv

“Jo mere unaturlig en ting er, des større risiko er der for, at vore hunde udvikler angst for den. Unaturlige ting/oplevelser, hvilket vil sige noget hunden ikke i vildtlevende tilstand ville have mulighed for at løbe ind i, vil den have svært ved at forholde sig til, lige som vi mennesker har svært ved at forholde os til noget ukendt.
Når vi oplever noget ukendt, måske ligefrem noget “unaturligt”, signalerer vores instinkter som regel, at vi lige skal holde lidt afstand, indtil vi er sikre på, at det nye er harmløst. Derefter kan vi undersøge fænomenet, ikke før.
Cand. Psych. Anders Hallgren
Hundepsykolog.”
Ovenstående gør det jo nemt nok at forstå, hvorfor mange hunde bliver angste for fyrværkeri og skud !

Kan du undgå at din hund udvikler lydangst ?

Ja, du kan selv gøre utroligt meget for at styrke din hunds tolerance for lyde. Jo større selvtillid og positiv erfaringsgrundlag din hund har, des nemmere vil den have ved at forholde sig til lyde og des hurtigere kan den rehabiliteres hvis uheldet er ude og den bliver “lydchokket”.

Det gælder derfor om at “hærde” din hund allerede fra hvalpsben af. Men denne hærdning skal ske gradvist og successivt. Går du for hurtigt frem, risikerer du at nedbryde din hvalps selvsikkerhed i stedet for at styrke den !
Hærdningen (indlæringen) bør ikke overlades til tilfældighederne, da der ofte vil ske fejl, som kan præge hvalpen negativt resten af dens liv !
Husk at fyrværkeri/skud og mange andre høje lyde og knaldeffekter er menneskeskabte og derfor unaturlige for hunde.
I naturen ville de fleste farer komme fra jorden med en enkelt undtagelse nemlig store rovfugle, som sagtens kan tage hvalpe og unghunde.

Fyrværkeri inddeles i tre elementer:

Lyd
Som inddeles i hvæsen, sprutten, hylen og knald af varierende styrke. De tre førstnævnte lyde genkender hunden instinktivt som faresignaler og reagerer på med skærpet iagtsomhed !
Hvad knaldeffekterne angår, så viser nyere forskning at ikke alene føler hundene sig generet af disse, men også at knaldene faktisk kan fremkalde øresmerter !

Lysglimt og spredning af dette
De fleste hunde vil næppe reagere alene på lysglimtene, men når glimtene kombineres med lydene, vil de fleste hunde lære at forstå sammenhængen mellem lys og lyd. Derefter er lysglimtene alene nok til at fremkalde hundens angst.

Hurtigt faldende objekter
“Noget” der hurtigt “angriber” fra himlen. Dette SKAL en hund instinktivt reagere på. Det kunne jo være en
rovfugl. Hundene har ingen som helst chance for at vide, at “faren” deroppe ikke er interesseret i dem !

Inden du går i gang med “hærdningen”
Skal du sikre dig, at din hund er klar til træningen.
Det er den ikke, hvis den er stresset pga. enten overstimulering (os) eller understimulering (us) eller hvis den er syg og/eller har smerter.
Den kan heller ikke hærdes, hvis den allerede udviser angst overfor fyrværkeri. I så tilfælde er den et job for en adfærdsekspert.

Nogle symptomer på stress:
uroligt blik stor appetit, uden vægtforøgelse eksplosivt temperament
rastløshed løs/tynd afføring overreagerer (glæde, vrede, angst)
piben eller gøen trist pels og skæl uprovokeret aggressivitet
appetitløshed får ofte infektioner uprovokeret angst
øget tisseri/afføring sætter svedige poteaftryk er rødøjet
Nogle stressfaktorer:
Overstimulering. Næsten udelukkende fysisk aktivitet og/eller manglende prægning/socialisering.

Understimulering. Hunden får ingen aktivitet/oplevelser.

Os og us kombineres hos den hund der får masser af aktivitet, men ikke er blevet præget og socialiseret. Her sker en akut overstimulering af nervesystemet, når hunden udsættes for situationer, den er utryg ved.

Smerter

Stress kan nemt afsløres ved denne lille test: Den hund som normalt er glad for godbidder nægter at spise dem i en stresssituation.
Så simpelt er det faktisk ! Et stresset individ “kan” ikke spise.
Du kender det garanteret fra dig selv. Du er stresset, når du er nyforelsket og kan derfor leve af “kærlighed og kildevand” !
Eksamenssituationer eller andre vigtige situationer ! Kan du spise dér ? Næh, vel ? Du bliver klam i hæn-derne, drikker og tisser meget, men spise ? Næh.
Dette skyldes simpelthen (meget forenklet) at det akutte beredskab som stress er, bevirker at vi mobiliserer al styrke til musklerne for at kunne stikke af eller blive og kæmpe. Der er ikke “plads” til at spise.
Vil din hund ikke tage godbidder, kan du altså ikke gå i gang med træningen.

Godbidder hvorfor nu det ?
Dels for at kunne belønne hunden for at reagere ønskeligt dels fordi, selve fødeindtagelsen holder stressniveauet nede, så du kan arbejde med hunden !
Du kan ikke arbejde med en stresset hund, som ikke kan belønnes for den ønskede adfærd !

Generel afstressning
Hvis din hund viser nogle af de førnævnte symptomer på stress, skal den igennem en afstressning, inden den præsenteres for lydene og inden træningen med dem (hærdningen) kan starte.
Ved du på forhånd hvilke situationer og aktiviteter der ophidser din hund, er det klart at udeladelse af disse er et led i behandlingen. Ellers går afstressningen i al sin enkelthed ud på at beskæftige hundens hjerne mere end dens ben.
Aktiver den med:

Problemløsning Næsearbejde Balancetræning Nye oplevelser
Tekstboks: Guf under kop
“Labyrint”
Godbid i flaske

Tekstboks: ½ times madsøg
Sporsøg
I.D. opgaver

Tekstboks: Sidde på gynge
Balancebom
Guf på snor

Tekstboks: Med på besøg
Fremmed by
Fremmede dyr

Regn med at en voksen hund skal have 2 – 3 timers daglig aktivering af ovennævnte slags for at komme helt ned på jorden, hvis den er stresset.
I afstressningsøjemed er en god gang kropsmassage 1 – 2 gange ugentlig også gavnligt. Du kan enten selv bare nulre/nusse din hund eller gå rigtigt til værks og tage et kursus i hundemassage.

Hvis din hund er stresset pga. smerter og/eller sygdom er det en sag for dyrlæge eller alternativ behandler !

Hvalpe må ikke aktiveres for meget ! Aktiverer/træner du med meget spændende øvelser er det utroligt vigtigt, at du sørger for at holde mange længere pauser imellem træningssekvenserne. En hvalp/hund der deltager i noget rigtigt spændende kan ikke mærke, at kroppen bliver træt og vil derfor ikke stoppe af sig selv. Dermed bliver hunden overaktiveret og dette er begyndelsen til stress hos mange hunde !!

Lydtræningen – ens for hvalpe og voksne hunde uden angst
Denne begyndes helst tidligt i hvalpens liv på lige fod med socialisering og prægning !
Du begynder simpelthen at introducere “larm” for hvalpen, mens den er træt. Trætheden bevirker, at der ikke er så meget krudt at gøre godt med. En træt hund hæfter sig ikke lige så meget ved lyde og “fæle situatio-ner” som en udhvilet hund.
Mens hvalpen er i gang med en rolig aktivitet, for eksempel at søge guffer eller at blive trænet introduceres lydene:
Klapren med køkkenlåger, skuffer og skabe. Klirren med skåle, bestik og bageplader. Tab bevidst ting på gulvet fra lav højde, smæk med vinduer og døre.
Punkter balloner, skyd med legetøjsvåben og hvad du ellers kan finde på.

Alt dette naturligvis ikke lige i hovedet på hvalpen, start i et andet rum, og en lyd pr. dag. En lyd af gangen med pause efter så du rigtigt kan observere hvalpens reaktion. Og så du kan stoppe træningen efter første lyd hvis nødvendigt !!

Lav “lyseffekter” med det elektriske lys, stjernekastere og fotografiapparatets blitz osv. Først i dagslys senere hen i tusmørke og til sidst i helt mørke.

Køb gerne lydbånd og lyd CD og afspil disse samtidig med den anden larm. Også udenfor i mørke.

Gå blidt og langsomt til værks med træningen. Hvalpen må ALDRIG blive forskrækket !!!!!!!!!!!!!!!!!!

Vis den gerne på afstand, hvad det er, der giver lyd fra sig.

Giv hvalpen lækre guffer samtidig med, at du indlærer ligegyldigheden overfor lyde.

Optag gerne dine egne lyde på bånd og afspil dem flere gange dagligt i sådan en lydstyrke at hvalpen IKKE reagerer øg kun gradvist lydstyrken !

Hvis hvalpen bliver forskrækket udenfor
Der er forskellige grader af forskrækkelse og dermed forskellige hensigtsmæssige handlemåder fra din side !

Hvalpen stopper sin aktivitet og lytter (observerer).
Her skal du blot være 100% neutral og aflede med guffer kastet lige foran hvalpens næse. Hvalpen skal afledes straks, da du ellers risikerer at dens årvågenhed overfor lyden sætter den i alarmberedskab og dermed gør den negativt stemt overfor den næste lyd. Dette betyder ikke noget, når det er dig selv, der kan styre forløbet og der IKKE kommer en næste lyd, men sker situationen udenfor, hvor det ikke er DIG der har kontrol over lydene er afledning vigtigt. Hvis du ikke får afledt hvalpen og den derfor ikke får afreageret, får lydene en akkumuleringseffekt, hvilket bevirker, at næste lyd bliver modtaget med dobbelt opmærksomhed.
Straks hvalpen er negativt/positivt opmærksom på lydene får disse en betydning for den. Og det skal vi helst undgå. Lyde skal helst betyde ingenting !!

Hvalpen viser underdanighed
Dette er i høj grad begyndelsen til angst. Afled straks og lad ikke hvalpen forlade stedet før den er helt rolig (har afreageret) igen !
Vær selv munter og upåvirket i tonen og undgå for alt i verden at komme til at trøste/ynke hvalpen, selvom det ER synd for den. Trøster du den med et “pyssenysset” tonefald eller tager den op, forstærker du dens angst mange gange. Du gør den hjælpeløs og ude af stand til selv at arbejde sig ud af situationen.

Hvalpen hopper af forskrækkelse
Den må IKKE have lov til at stikke af fra stedet. Stikker den af, får den ikke afreageret og der sker en akkumulering af angsten, som vil bevirke, at hvalpen ikke starter sin angstreaktion fra neutral, men derimod er godt stykke oppe ad “angststigen”. Dette bevirker igen, at angsten bliver stærkere og stærkere selvom lydene har samme styrke.
Afled med guffer og hvis hvalpen er for angst og dermed for stresset til at spise, bliver du nødt til at kommandere lidt med den. Brug nogle kendte og trygge kommandoer “plads, sit, stå, dæk, kom med, se til højre” m.v. Det er ligegyldigt hvad hunden skal gøre – den skal bare GØRE noget for ikke at blive låst i sin angst. Kan du ikke få den til at koncentrere sig om noget, kan du løbe lidt rundt med den, men PÅ stedet ikke VÆK fra stedet. Den må ikke på noget tidspunkt få den fornemmelse, at den flygter.
Det er altid en rigtig god ide at give en angst hund afløb for den øjeblikkelig stress ved fysisk udfoldelse.
Kan du få hvalpen til at gø er dette som regel også en hjælp. Begge dele slipper “dampen” ud.
Bliv på stedet til hvalpen vil tage godbidder igen og kan slappe af. Observer udtrykket i øjnene det fortæller meget. Denne reaktion kræver hjælp fra en adfærdsekspert !!!

Hvalpen får chok
Hvis der sker en akut overbelastning af hvalpens nervesystem, får den det vi til daglig kalder chok. Chok viser sig ved :
hvalpens paniske flugt
tømning af analkirtler, tarm eller blære
skrig
Her skal du hurtigst muligt have givet hvalpen noget beroligende. Den vil sikkert ikke spise, men tabletter eller dråber kan du altid “tvinge” i den !
Vil den spise, så giv den noget der skal tygges i stedet for noget der bare glider ned, da førstnævnte beroliger mest.
Banan og honning har beroligende effekt.
Imidlertid er det min erfaring, at der skal “stærke sager” til for at hjælpe hunden over chokket, så kontakt dyrlægen STRAKS og håb på at netop DIN dyrlæge kan genkende en chokeret hund.
Ellers må du ty til naturpræparater.
Chok kræver hjælp fra en adfærdsekspert !

Dette kan du selv gøre i de første dage:
Hvalpe under 6 måneder gives dagligt Valerina Dag 2 – 3 tabl.
1 tskf. Bio Strath
1knust Magnesium
1 C vitamin 500 mg.

Over 6 måneder: Samme som ovenfor på nær :
Valerina Dag, der gives 3 morgen og
4 Valerina NAT kl. ca. 16.00

Vitamin og mineraltilskud er meget vigtigt, da kroppen kører på højttryk og forbruger store mængder af disse.

Kontakt hurtigst muligt førerhundeordningen, da en chokeret hund kræver hurtig og korrekt indsats

Hvad sker der med en ubehandlet chokeret hund ?
Desværre tænker man som hundeejer måske ikke så meget på, at ens hund ligefrem kan få CHOK ! Og desværre ser jeg mange hunde i min konsultation år efter de fik chok, som aldrig blev behandlet.

Det er synd for både hund og ejer !

Ubehandlet chok vil sætte sig som traumer og vil på sigt give store fysiske og psykiske forandringer hos hunden. Akkurat som vi ved, det sker hos mennesker.
En enkelt hændelse kan sætte sit evige spor hos både dyr og mennesker, hvis bare hændelsen er voldsom nok.
Jeg kan næsten med 100% sikkerhed fortælle udelukkende ud fra hundeejerens forklaring om hundens adfærd, om den har fået chok for år tilbage. Så forudsigelig er eftervirkningerne !
En hund der har fået chok vil typisk inddrage flere og flere lyde i dens “negative gæstebog”. Hunden bliver uhyggeligt observant på ALT, det er den nødt til føler den. Den kan jo aldrig vide, om det næste der sker er “farligt” og det er jo bedre at være forberedt end at blive taget på sengen.
Denne observans bevirker, at hunden “opdager” flere og flere lyde, som den kan blive bange for og ubehandlet vil denne hund i løbet af nogen tid udvise angstadfærd for de mest almindelige lyde.
Hunden vil efterhånden blive hjælpeløs og bare lægge sig og tage imod, hvad der kommer.
Selvtilliden ryger ved chok direkte ned på nulpunktet og bliver hunden ikke rejst igen hurtigt, går den en sølle fremtid i møde. Den kan udover lydangsten også blive angst overfor personer og ting, den ellers er vant til. Dette hører sammen med den manglende selvtillid, det lave selvværd.
Får DIN hund chok i forbindelse med nytårsskydningen så gå i gang med en adfærdsbehandling straks. Du kan nemlig godt komme ud for at skulle arbejde med din hund og problemet i 6 – 9 måneder – og så er det for sent at opnå noget i forhold til næste nytår, hvis du først kommer ud af busken næste december !

© Hundepsykolog Irene Liliequist, Hundeliv

Dyrlægen skriver:Bryder din hund også sammen nytårsaften?

Print Friendly, PDF & Email

Førerhundelæring