Fodervært Introduktion
Førerhunde søger nye foderfamilier
Førerhunde er en uvurderlig hjælp for mange blinde. Men ventelisten på at få én af de højt specialiserede veltrænede hunde er lang.
Derfor har Brugernes Førerhundeordning så vidt muligt selv førerhunde, og foreningen efterlyser nu familier i hele Danmark, der kan hjælpe.
Foreningen søger såkaldte »foderfamilier«, der får til opgave – med kyndig vejledning – at tilpasse hunden fra hvalp til den er omkring 11 . 14 måneder gammel. Det er en unik model, der i sidste ende giver mere afbalancerede og dygtigere førerhunde.
Vi vil ikke tøve med at sige, at vi har verdens bedste førerhunde i Danmark, og modellen med foderfamilier er en del af forklaringen. I andre lande bor hundene ofte på kenneler, indtil de er gamle nok til at træningen, og det får man ikke nær så dygtige hunde ud af. Derfor har vi brug for så mange foderfamilier som muligt.
Foderfamilien forventes at behandle den nye førerhund som enhver anden hund.
Det er vigtigt, at hunden lærer at omgås andre hunde på en naturlig måde,uden at blive bange eller agressiv.
Den skal også lære at bevæge sig i trafikken og at håndtere pludselige og høje lyde uden at gø.
Brugenes Førerhundeordning står for alle udgifter i forbindelse med hunden – både mad, dyrlægeregninger og forsikring, og værtsfamilien får også et symbolsk beløb på 250 kroner om måneden.
Ikke alle hjem er egnet til en førerhunde.
For eksempel er det uhensigtsmæssigt med boliger med mange trapper. Det er også vigtigt, at der er tale om en familie med overskud og lyst til at holde hunden aktiveret og stimuleret. I nogle tilfælde kan det være en fordel, hvis familien i forvejen har en hund, men det er et skønsspørgsmål.
– Vi besøger altid foderfamilier på forhånd for at se om forholdene er hensigtsmæssige. En anden hund er ikke i sig selv et problem, men det kommer an på, om den vil acceptere hvalpen. Det er heller ikke godt, hvis der er tale om en hund, der gør meget, for så begynder førerhunden også at gøre det.
Den sværeste opgave for en foderfamilie er dog ofte at give slip på hunden, når den skal begynde den egentlige træning.
– Ofte knytter familierne sig meget til hunden, og det kan være lidt svært. Men det sker, at nogle hunde ikke viser sig at være egnede som førerhunde, og i de tilfælde har familien førsteret til at overtage hunden.
Interesserede familier kan kontakte Brugernes Førerhundeordning
Tlf. 24 20 37 20 Sjælland/øerne)
Tlf. 53 65 12 66 (Jylland/Fyn)