Aggressivitet er i sig selv ikke noget onde. Der tales om aggressivitetsdriften på lige fod med hundens andre drifter f.eks. byttedriften og flokdriften. Ægte aggressivitet tjener til individets overlevelse, idet ægte aggressivitet altid er rettet mod artsfæller, og disse konkurrerer om de samme livsfornødenheder som en selv.

Individer tilhørende forskellige arter, har igennem deres udviklings forløb, udviklet netop den mængde aggressivitet som tjener deres race og dens overlevelse bedst.
Flokdyr der lever tæt sammen, og er afhængige af hinanden, har udviklet en aggressivitet med fastlagte normer, med ritualer, hvori deres aggressivitet kan holdes ved lige uden at skade samarbejdspartneren eller dem selv.
Hunde har for eksempel en del ritualiseret aggressivitet adfærd med nøje fastlagte dominanstegn og underkastelsespositurer.

Aggressivitet hos flokdyr tjener således til, at beskytte sig selv og flokfæller mod fremmede og konkurrence artsfæller. Flokkens medlemmer kommer altid i første række og fremmede bliver jaget på flugt og konkurrencen truslen som de medførte er afværget. Det er sjældent at aggressivitet kræver døden til følge, det er nok at konkurrenten flygter. Uoverensstemmelser i flokken klares med underkastelsesritualer, som hæmmer yderligere aggressivitet.

Vore hunde besidder også disse egenskaber, de gør når fremmede, efter deres mening, trænger sig på. Det være sig skraldemanden, indbudte gæster eller naboens hund. Det er altså en naturlig reaktion hos hunden.

Med dette siger jeg ikke, at vi skal acceptere at vore hunde jager postbudet, gæster og andre på flugt. Jeg siger blot, at det er det vi må forvente, såfremt vi ikke lære hunden andet.

Lad os se på hvordan ægte aggressivitet fungerer. For at gøre det mere overskueligt ser vi bort fra dyr i flok, og prøver at se på et enkelt individ.
Alle individer, uanset art, har et personligt rum. En eller anden afstand omkring sig hvor kun kendte individer tillades adgang.

Vi kender det lidt fra os selv, Læg mærke til, næste gang du kommer i et venteværelse, de mennesker der sidder og venter, sidder spredt rundt med behørig afstand fra hinanden. Undtagen dem hvor det tydeligt kan høres, at de kender hinanden. Og hvor sætter du dig selv?

Uden om det personlige rum er der en afstand som vi kalder social afstand. Inden for denne afstand accepteres kun individer, som er socialiseret med individet i centrum, dette er for flokdyrs vedkommende resten af flokken.

Ser vi bort fra dyrets territorium er der to afstande tilbage. Den næste kalder vi den kritiske afstand, overskrides denne afstand af fremmede individer, vil individet i centrum gå over i defensiv aggressivitet og et angreb kan forventes. Den sidste afstand kalder vi for flugtafstand. Med mindre individet i centrum har noget at forsvare, vil det flygte såfremt et fremmed individ overskrider grænsen.

Flugtafstand Kritiskafstand Social afstand Personligt rum
I I I I

Der kan ikke sættes afstand på i meter da det er forskelligt fra individ til individ

Hunden er også underlagt dette mønster og vil også følge det såfremt, vi ikke lære den andet.
En såkaldt angstbider følger dette mønster og bider kun såfremt den ikke kan komme væk.

Det vi forlanger af vore hunde i dag er, at de indskrænker den personlige afstand til hel ind under huden. Alle skal kunne klappe den og røre ved den. Godt at de samme krav ikke stilles til os.
Dette er meget at forlangt og hundene kan da heller ikke klare det uden hjælp fra os. Og så kan det være svært nok endda.