Hvorfor skal vi bruge kropssprog overfor vores hunde?

Fordi det er hundenes måde at kommunikere på og derfor vores opgave at efterligne hundenes kropssprog.

At vi mennesker taler en hel masse, har ikke den store betydning for hunden.
De reagerer fortrinsvis på vores bevægelser og mimik.

Hundene kan godt lære nogle enkelte kommandoer, men det er altså kropssproget, der har den største betydning.

Når vi bruger kropssprog får vi automatisk en mere opmærksom hund, da den er nødt til at holde øje med føreren for at modtage signaler.

Når vi bruger mundtlige kommandoer, behøver hunden ikke at rette sin opmærksomhed så direkte mod os, og der opstår nemmere misforståelser hund og fører imellem.

Efterfølgende gennemgås hundens 4 vigtige kropssignaler:

Den glade hund

Den underdanige hund

Den dominerende hund

Den bange og usikre hund.

Den Glade hund:

Er altid i bevægelse med lette hop og en ”vandret” logrende hale.
Laver små hovedkast fra side med ørene vendt bagud og munden lidt åben.

Den underdanige hund:

Den gør sig lille med snuden vendt opad og vægten lagt på bagpartiet. Hunden vender siden til og blikket væk. Løfter poten og laver smaskelyde.
Den kan også finde på at lægge sig om på ryggen og ”blotte” sig.

Den dominerende hund:

Hunden gør sig stor med vægten lagt på forpartiet, børsterne rejst på skulderpartiet. Trækker hagen ned mod brystet og holder halen højt løftet.
Den har korte og stive bevægelser for at vise kraft og styrke.

Den bange og usikre hund:

Hunden gør sig lille og dens bevægelser er hurtige og foregår i sæt. Hunden bøjer halen langt ind under maven og lægger al sin vægt på bagpartiet. Ørene ligger stramt ned langs nakken. Der kan også forekomme flugttendenser i form af orientering til siderne og evt. fnyselyde.

For at kunne samarbejde/kommunikere med hunden skal vi efterligne hundens kropssprog

Hvordan viser vi hunden at vi er glade og tilfredse med den:

Grundreglen er, at vi også skal være i bevægelse, når vi er glade. Små lette trin, små vuggende bevægelser, lette hop på stedet, lette klap i hænderne eller på lårene og gerne bevægelse af skulderne.

Hvordan forstærker vi virkningen af vores kropssprog:

Ved at bruge berøring.

En glad berøring følger kropssproget, nemlig lette hurtige bevægeler.

Hvordan dominerer vi hunden og viser, at det er os der bestemmer.

Grundreglen er, at vi gør os store med armene let ud til siden og bruger korte kontante bevægelser, f.eks trampen i jorden og man kan evt. bøje sig ind over hunden.

Berøring:

Kort og kontant stød på hunden med hånden eller evt. knæet.

Hvordan viser vi hunden, at vi er venlige og ganske ufarlige.

Grundreglen er, at vi gør os små og sætter os på hug, kigger væk fra hunden og kommer med smaskelyde.

Berøring:

Lange, langsomme og lette berøringer.

Brug af kropssprog, når hunden fører.

Det er vigtigt at pointere, at kropssproget også skal bruges, når hunden skal føre os.

Eksempler:

Hunden virker usikker og tøver ved at skulle passere en cyklistfanger. Her hjælper det hunden, hvis man opmuntrer den med små lette trin og vuggende bevægelser.

Den ivrige hund, der gang på gang går ud over kanten, kan man hjælpe til at bremse ved bruge tøvende slæbende tunge skridt. Et hjælpende kropssprog til retningskommandoer er små tøvende skridt, så hunden har mulighed for at vende brugeren.

Når hunden har udført den ønskede kommando bekræftes/roses hunden for sin handling ved at man foretager 4-5 små hurtige lette skridt. Dette er en ros hunden forstår.

Skal vi stoppe hunden i en uønsket handling, hvis hunden f.eks vil samle mad op eller hilse på en anden hund, når den er i bøjle gøres det ved, at man gør en pludselig kontant tramp i jorden, samtidig med, at man bøjer sig ind mod hunden.
Når hunden stopper den uønskede handling roses den ved de lette hurtige trin/bevægelser.

Hvor kraftige signaler, der skal bruges afhænger af, hvilken hund det er, hvilken sindsstemning hunden er i og afstanden til hunden.

Det er vigtigt at timingen passer, så ros og ris falder i nuet.

Hundens anatomi

1: Stop 2: Ørerne 3: Snudeparti
4: Øjnene 5: Læberne 6: Kinderne
7: Halslinje 8: Forbryst 9: Skuldervinkel/-blad
10: Vinkel mellem over- og underarm 11: Håndrod 12: Mellemhånd
13: Ryglinje 14: Flanke 15: Haleansats
16: Halen 17: Knævinkel mellem lår og underlår 18: Mellemfod

Roger Abrantes
Dyrenes sanser

—om det der gør, at tingene er, som de opfattes

Der er ikke to levende væsner, som opfatter det samme på samme måde. Der er undertiden så stor forskel mellem forskellige individers opfattelser, at det giver mere mening i at tale om opfattelser end om ting. For at kunne forstå vore hunde og den verden de lever i, må vi sætte os ind i hundens måde at opfatte omverdenen på.
Vi bruger sanserne og selv om vi alle, menneske, hund, flagermus, and, elefant og myre har samme sanser, virker de forskelligt. Sommetider er det umuligt at sætte sig ind i den andens verden. Andre gange kræver det blot lidt viden og fore­stillings­evner.
Vi gennemgår her, hvordan organismer har udviklet forskellige organer tilpasset deres liv, så de kan leve længe nok til at reproducere sig, og hermed give 50% af deres arvemasse videre.
Kun ved at se bredt, kan vi forstå det nære. Ved at studere så mange livsformer som muligt kan lære os selv bedre at kende.

Synet

Synet afhænger af nethindens sanseceller, hvor der findes lys­receptorer, stoffer, der er følsomme for hvidt lys i stavene, og stoffer, følsomme for farvet lys i tappene. Lysimpulsen omdannes til en elektrisk impuls i receptorstoffets molekyle og føres via nervetråde videre, til synscentret i hjernen.
Vigtigt for synet er hjernen, der vender billedet om, og fylder manglende information på billedet.
Vi har gode øjne, men mange dyr er os langt overlegne.
Stæren flytter sine to øjnes synsfelter fra eller mod hinanden for at fokusere på eller panorere hen over en genstand. Den har vidvinkel, et panoramisk syn.
Sneppen og kaninen har en 360 graders synsvinkel, musen 320 grader, mennesket 200 grader og katten kun 180 grader. Hunden har en synsvinkel på 180-200 grader afhængig af racen.
Byttedyr har brug for at kunne se bredt, så de kan være stille og kun reagere, hvis flugt er uundgåeligt. Rovdyr, som hunden, har behov for at kunne fokusere klart på deres bytte, men ikke for at se bredt.

Synet hos rovdyr og bytte

Synet hos rovdyr og bytte er tilpasset deres roller og udviklet gennem århundredes selektion baseret på overlevelsen af den bedst egnede.
Ulven og hunden ser fremad, de har en snæver synsvinkel, et stereoskopisk syn og begrænset farvesyn. Sneppen, kaninen og spidsmusen, derimod, har en bred syns­vinkel, op til 360 grader for nogle af dem. De ser få detaljer, har ikke stere­oskopisk syn, men har et udviklet farvesyn. Hver er tilpasset det liv, de har.
Løven har detaljeret syn i et vandret felt tværs over nethinden hvilket fortæller os, at den er et savannedyr, en fladlandsjæger.
Wildebeest, eller gnuen, løvens bytte, har øjne, der reagerer bedst på bevægelse. Dens liv afhænger af det.

For fugle gælder andre betingelser. Gribben zoomer ind 2,5 gange midt i synsfeltet. Den har en større koncentration af lysfølsomme celler midt på nethinden.
Anden har fem farvepigmenter i nethinden. Forskelligt farvede oliedråber i nethinde­cellerne filtrerer lyset, så den kan se i al slags vejr. Ternen lever en del tid ved vandet og har røde oliedråber, som filtrerer blåt lys fra havtåger.

Fisk og insekter har også fremragende øjne. Piranjaen, eller piratfisken, registrerer infrarødt lys, og guldfisken registrerer både infrarødt og ultraviolet lys.
Bien ser grønt, blåt og ultraviolet. Mennesket ser grønt, blåt og rødt. Vi ser blomster­ne helt anderledes end bierne, og de lever af dem. Nu kan man spørge, hvem der er farveblind, bien eller mennesket?
Vandkalven navigerer efter polariseret lys og guldsmeden har 30.000 linser i øjet.

Evnen til at fokusere sker ved en tilpasning af øjets linse, som skifter form. Et mennes­ke fokuserer fra 14 dioptri (barn) til 1 dioptri (ældre). En hund fokuserer kun i 1 dioptri. Til gengæld kan hundens syn bedre registrere bevægelse, en god ting for en jæger.
Flagermusen (Flying Fox) ændrer linsens form og varierer afstanden mellem linse og nethinde, så den fokuserer i mørke i 5 dioptri.
Fisk og blæksprutter har en anden teknik. De bevæger linsen fra eller mod nethinden.
Skarven har særlige muskler, som ændrer linsens form, så den kan fokusere fra 1 til 50 dioptri. Intet undslipper dens skarpe syn.

Lyd

Lyd er elastiske mekaniske svingninger, som udbreder sig fra lydkilden gennem det omgivende medium.
Lydbølgerne når trommehinden gennem øregangen. De sætter trommehinden i svingninger, som forplantes gennem mellem­ørets øreknogler til det indre øres snegl, hvor hørenerven sender impulser til hjernen, som så skaber fornemmelsen af lyd. Lyd er altså en fornemmelse.
Lydbølger forplanter sig også direkte til hjernen gennem kranieknoglerne. Vi hører os selv på denne måde og det er derfor, at vi synes vores stemme virker fremmed når vi hører os selv i en optagelse.

Dyrene tilpasser sig den lydverden, der giver dem de bedste muligheder for at overleve.
Ørkenræven jager om natten, har store ører, der forstørrer lyd og afkøler orga­nismen.
Kængururotten behøver en følsom hørelse, fordi den jages af slanger med infrarødt syn. Den har stor trommehinde og mellemøre, og en lille øresnegl. Den store forskel i størrelse mellem trommehinde og øresnegl medfører, at lyd, især lave frekvenser, forstørres 100 gange (18 gange hos mennesket).

Lokalisering af lyde

I lokalisering af lydkilde er uglen mesteren. Fordelen ved at have to ører er, at lyden når højre og venstre øre på forskellige tidspunkter (< 1/1000 s). Dette giver hjernen mulighed for at placere lydkilden horisontalt. Det kan uglen, og det kan vi. Men uglen har ørerne placeret på forskellig højde på hovedet. Hvert øre opfatter lyd henholdsvis over og under øjenniveau, og kun lyde på øjenniveau opfattes ens af begge ører. Nu kan hjernen placere lydkilden vertikalt med stor nøjagtighed. Det kan uglen, men det kan vi ikke. Ydermere har uglens hjerne et veludviklet lydcenter. Hjernen tegner et lydkort af en bestemt lydkilde og omgivelserne. Uglen kan, udelukkende ved hjælp af lyd, lande med sine kløer på en flygtende mus. Det kan vi ikke, om vi så bruger alle vore sanser på en gang! En anden lydekspert er Koki-frøen fra Puerto Rico. Den hedder sådan, fordi hannen kalder med en ko-ki lyd. Det særlige ved det er, at ko kun kan hører af hanner og er et territorialkrav. Ki kan kun høres af hunner, og er et parringstilbud. Begge køn hører lave frekvenser, som signaler fra fjender. Det er ellers ikke kun ørerne, der hører. Cikaden hører gennem membraner i benene, skorpionen gennem hår. Lydfrekvenser De frekvenser, man hører, varierer meget. Mange signaler opfattes kun af en lille gruppe individer. Græshoppen hører lyde op til 50 000 Hz. Natsværmeren, som jages af flagermusen, hører lyde på fra 1000 til 240 000 Hz. Hunmyggen signalerer, at den er parringsklar, med vingeslag på 500 Hz, og hannen svarer på en højere frekvens. Lyd kan bruges til meget. En slags reje, som på engelsk hedder Pistol shrimp, slår byttet ihjel med lyd. Hvaler identificerer hinanden på lyd og de har dialekter. Pukkel­hvalen har 8 temaer med forskellige fraser. En sang varer fra 8 til 20 minutter. Sangene varierer fra sæson til sæson og kan under vandet høres 30 km væk. Bardehvalen sender lyd med 20 Hz, der kan høres under pakis flere hundrede km væk. Infralyd Infralyd er lydbølger med en lavere frekvens end 20 Hz. Trækfugle bruger infralyd til at navigere, at finde luftstrømme med forskellige temperaturer, til at lokalisere vand og til at lokalisere uvejr og storm. Elefanten bruger infralyd til parringsceremonier og til at samle flokken. Elefantungen bruger infralyd for at finde moderen, advare om fare eller bede om hjælp. Ultralyd Ultralyd er lydbølger, der svinger med en frekvens, der er højere end den, mennesket opfatter, ca. 20 000 Hz. Ultralyd kan anvendes til at dræbe bakterier, til at fremstille emulsioner og til at rense tænder for tandsten. Musen og rotten signalerer på 20 000 - 100 000 Hz. Museungen beder om hjælp på 45 000 - 88 000 Hz. Under parringen udstøder hannen lyde på ca. 20 000 Hz. Ved slagsmål sender rotten signaler på 40 000 - 70 000 Hz i 1/700 sek. Taberens underkastelse meddeles i 1 sek på 30 000 Hz. Dette er interessant, for hunden hører op til 40 000 Hz, og katten op til 70 000 Hz, hvilket vil sige, at tabermusen meddeler sin position til hunde og katte. Er dette en lille fiks detalje af selektionen? Sande mestre i lyd er også flagermus, som sender lydimpulser på 200 000 Hz. De lokaliserer en myg 20 meter væk med 100% nøjagtighed. Flagermusen sender signa­ler med 10 impulser per sekund og i angrebets øjeblik 200 impulser per sekund. En så specialiseret jæger er med til at udvikle raffinerede forsvarssystemer hos deres bytte. Natsværmeren praying mantis har et særligt øre for at opdage flagermus, og tiger moth bruger selv ultralyd for at forstyrre flagermusene. Delfinen bruger også ultralyd og ekkolod. Den sender konstante signaler på op til 200 000 Hz og tegner lydbilleder ved hjælp af mange ekkosignaler på mange forskellige frekvenser. Lugt og smag Lugt og smag er tæt knyttet. Hos mange insekter er lugte- og smagsreceptorer blandet sammen, og mange har smagsorganer på fødderne. Evnen til at registrere lugt varierer meget. Myg lugter kuldioxid i menneskets ud­åndingsluft. Kiwien lugter sig frem til begravet foder. Isbjørnen lugter en død sæl 20 km væk. Visse dyr genkender fare og meddeler det ved hjælp af lugt. Kronhjorten reagerer på lugt af løveafføring, selv om vi skal hele 10-15000 år tilbage, siden en kronhjort mødte en løve. Bistik udløser alarmlugt med diverse strategier til følge. Impalaen har kirtler i haserne, som udskiller alarmlugt. Derfor springer de op ved fare. Interessant er også, at den vilde kartoffel afviser bladlus ved at producere dens alarmsignal. Lugt bruges til afmærkning af territorium, som ulven og hunden gør. De afmærker grænser, hvor ræven afmærker gennem hele territoriet. Myre laver lugtspor fra tuen. Kamelen afmærker sig selv med urin, og kaninhannen afmærker hunnen med urin. Laksen bruger lugt til at genkende slægtninge gennem genetisk bestemt lugt. Hos de sociale insekter antager individerne redens lugt, som varierer fra dag til dag - en slags id-kort. Fugle bruger lugt til at navigere. For eksempel navigerer duen dårligt uden lugte­sansen. Lugt og seksuel adfærd Lugt anvendes også i seksuel adfærd. Hos Emperor moth, en natsværmer, kan hannen lugte hunnens brunst på 5 kms afstand. Hos Queen butterfly bruger hannen afro­disiakum. Hos slangen, er det hannen, der efterligner hunnens lugt og vildleder andre hanner. Hos mus udløser hannens lugt hunnens løbetid på 20 minutter, og drægtige hunner resorberer fostrene, når de lugter en fremmed han. Hannens selskab fremskynder den unge huns seksuelle modenhed. Termitdronningens lugt identificerer boet. Dronningens lugt hæmmer hunnerne i at udvikle ovarier. Når dronningen dør, udvikler unge hunner snart ovarier. Når krigere dør derimod, udvikler unge hunner sig til krigere i stedet for arbejdere. Menneskets lugtesans Menneskets lugtesans kan ikke følge med, men spiller også en rolle for vores adfærd. Vi bruger parfumer, deodoranter og meget mere, til at skabe en personlighed. Smag og skik varierer fra samfund til samfund. Napoleon Bonaparte skrev til Josephi­ne: Ne te laves pas, je reviens! Vi forstår ikke Napoleon, men vi anvender selv moskus fra himalayahjorten og sekreter fra bæverens og den afrikanske kats analkirtler til at fremstille parfumer. Go' fornøjelse! Lugt påvirker kvindens ovulationscyklus. Seksuelt aktive kvinder er tilbøjelige til at have en ovulationscyklus på gennemsnitligt 29,5 dage. Eksperimenter har vist, at androstenol påvirker mandens valg af partner og androsteron påvirker kvindens valg. Hvem kan så sige hvad det er man falder for, når man bliver forelsket?!... "Jeg er fanget af din lugt!" er ikke særlig romantisk, men mere sandt end vi tror. Isbjørne og Grizzlybjørne reagerer i øvrigt stærkt på kvindens lugt i menstruationsperioden. I Canada frarådes kvinder med menstruation at vandre i bjergene. Følesans Føleorganerne registrerer ofte den lille forskel, der gør forskellen. De er bogstavelig talt fintfølende. Sælen har knurhår, der sanser ændringer i vandet. Makrellen svømmer i stimen efter de andres kropsbølger. Den har et føleorgan langs siden af kroppen, sidelinien. Vampyrflagermusens næse registrerer blodets varme, så flagermusen bider ofret det rigtige sted. Skorpionen har små følehår som scanner luften. Den føler luften. For os mennesker spiller følesansen, i kommunikations­hen­seende, ingen afgørende rolle, og det gør den heller ikke for hunden. Den 6. sans Undertiden taler vi om dyrenes sjette sans, fornemmelsen. I virkeligheden er dyrenes sjette sans deres sansers megastore overlegenhed over vores egne sanser. Vi kan ikke registrere magnetisme, som delfinen og hvalen, der navigerer efter det. Vi kan ikke registrere elektricitet, som næbdyret, der jager rejer med sit næb, der opfatter elektriske felter; eller den elektriske ål, som opfatter byttets elektriske felt og slår til med 500 volt. Honningbiens aktivitet uden for bikuben afhænger af vejrforhold — om det er magnetisme eller elektricitet, der opfattes af honningbien, ved vi ikke. Hos myrerne bestemmes parringstiden nøjagtigt af vejrforhold, og arbejdermyrerne forhindrer hannerne i at gå ud i ugunstigt vejr. De passer nemlig på deres fælles genpulje. Fuglene er de dyre, som vi oftest forbinder med den sjette sans. Gåsens hemmelighed er ikke hokuspokus, blot en stor dygtighed til at navigere efter stjernerne, solen og jordens magnetisme. Svalen trækker, når lufttemperaturen falder, lufttrykket stiger og vinden drejer mod syd. Den undgår dårligt vejr og korrigerer flyvehøjden takket være den feedback, den under flyvningen, modtager gennem særlige fjer. Solen og månen Vi kan ikke tale om sanserne uden at tale om sol, lys og mørke, som netop opfattes af sanserne og er med til at bestemme livsrytmen. Mange blomster lukker sig som bekendt på klokkeslet. Bien skelner mellem ni åbningstider hos blomster. Den bruger solen som kompas. Høns går i seng, når det bliver mørkt. Dagslyset påvirker hormonproduktionen, løbetider og parrings­tidspunkter hos mange dyr. Om vinteren falder bladene, natten forlænges, og produktionen af melatonin forøges, hvilket stimulerer hormonproduktionen, som ændrer appetitten, metabolismen, væksten og pelsfarven. Kronhjorten spiser mindre om vinteren, selv om der er føde til rådighed. Unge kronhjorte vokser mindre om vinteren, selv om de spiser det samme som om sommeren. Nogle dyr går i hi for at spare energi og udnytte fedtreserver. Deres kropstemperatur og metabolisme falder. Vi ved ikke, hvordan vintersovende dyr vågner op. Månens cyklus omkring Jorden tager 29,5 dage. Sildens og ålens aktivitet reguleres af månens faser. Kvindens ovulationscyklus påvirkes også af månen. Eksperimenter viser, at kvinder der fik månelys tre nætter i træk, afstemte deres cyklus med månens. Månen påvirker tidevande. Der er 12,4 timer mellem tidevandet. Krabber afstemmer deres søgen efter føde og parrings­aktivitet efter tidevandet. Nogle organismer har nogle betydeligt længere livsrytmer end solens og månens. Den kinesiske bambus blomstrer, spreder sine frø og dør hvert 120. år. Den nordamerikanske cikade lever 13 eller 17 år som æg i jorden. Alle cikader står samtidigt op af jorden og forpupper sig. De modnes, parrer sig og lægger æg på kun 3 uger. Ulven og hunden påvirkes af lys, og milde vintre kan fremskynde forårets løbetid. At ulve derimod skulle hyle mod månen, synes blot at være en skrøne. Sansernes bedrag Hos fugle og pattedyr udvikler berøringssanser sig før hørelsen, synet, lugten og smagen. Pattedyrfostre opfatter omverdenen. Hos pattedyr er lugt og syn vigtigst for prægning. Fugleunger hører inden i ægget. Hos fugle er hørelsen og synet vigtigst for prægning. Selv om sanserne er medfødte, og deres brug sker øjeblikkeligt ved fødselen, ja endda før, forbedres deres brug med indlæring. Men sanserne kan bedrage. Edderkoppen producerer et duftstof lig natsværmerens parringsduft og lokker nat­sværme­ren i en fælde. Hajen angriber transmissionskabler under vandet, som den tager for bytte. Skildpaddeunger vandrer væk fra vandet og mod kunstigt lys og møder en tragisk død. Når solen står op om morgenen, og de er klar over deres fejltagelse, er det for sent. De vil ikke kunne nå vandet, før den stærke sol har stegt dem på stranden. Natsværmeren møder en lignende skæbne og flyver ind i kunstigt lys i stedet for mod månen. Stæren flyver ind i fyrtårne i stedet for mod månen. Menneskets verdensorden kræver mange liv uden formål! Så næste gang hunden ikke hører efter, så lad være med med det samme at sige, at den er distraheret, ulydig, dominerende eller stædig. Det kan blot være, at hunden hører hanrottens elskovshyl, eller underkastelsessignal fra taberen i en museduel, eller natsværmerens dødsskrig, eller... Der sker meget mere på jorden, end menneskets øjne og ører, næse, tunge og fingre kan registrere, og meget mere end vor hjerne kan bearbejde. Når alt kommer til alt, har vi og vore hjerner, i deres nuværende form, kun eksisteret i 30000 år!

Hundens anatomi

anatomi1

1: Stop 2: Ørerne 3: Snudeparti
4: Øjnene 5: Læberne 6: Kinderne
7: Halslinje 8: Forbryst 9: Skuldervinkel/-blad
10: Vinkel mellem over- og underarm 11: Håndrod 12: Mellemhånd
13: Ryglinje 14: Flanke 15: Haleansats
16: Halen 17: Knævinkel mellem lår og underlår 18: Mellemfod

Hvorfor skal vi bruge kropssprog overfor vores hunde?

Fordi det er hundenes måde at kommunikere på og derfor vores opgave at efterligne hundenes kropssprog.

At vi mennesker taler en hel masse, har ikke den store betydning for hunden.
De reagerer fortrinsvis på vores bevægelser og mimik.

Hundene kan godt lære nogle enkelte kommandoer, men det er altså kropssproget, der har den største betydning.

Når vi bruger kropssprog får vi automatisk en mere opmærksom hund, da den er nødt til at holde øje med føreren for at modtage signaler.

Når vi bruger mundtlige kommandoer, behøver hunden ikke at rette sin opmærksomhed så direkte mod os, og der opstår nemmere misforståelser hund og fører imellem.

Efterfølgende gennemgås hundens 4 vigtige kropssignaler:

Den glade hund

Den underdanige hund

Den dominerende hund

Den bange og usikre hund.

Den Glade hund:

Er altid i bevægelse med lette hop og en ”vandret” logrende hale.
Laver små hovedkast fra side med ørene vendt bagud og munden lidt åben.

Den underdanige hund:

Den gør sig lille med snuden vendt opad og vægten lagt på bagpartiet. Hunden vender siden til og blikket væk. Løfter poten og laver smaskelyde.
Den kan også finde på at lægge sig om på ryggen og ”blotte” sig.

Den dominerende hund:

Hunden gør sig stor med vægten lagt på forpartiet, børsterne rejst på skulderpartiet. Trækker hagen ned mod brystet og holder halen højt løftet.
Den har korte og stive bevægelser for at vise kraft og styrke.

Den bange og usikre hund:

Hunden gør sig lille og dens bevægelser er hurtige og foregår i sæt. Hunden bøjer halen langt ind under maven og lægger al sin vægt på bagpartiet. Ørene ligger stramt ned langs nakken. Der kan også forekomme flugttendenser i form af orientering til siderne og evt. fnyselyde.

For at kunne samarbejde/kommunikere med hunden skal vi efterligne hundens kropssprog

Hvordan viser vi hunden at vi er glade og tilfredse med den:

Grundreglen er, at vi også skal være i bevægelse, når vi er glade. Små lette trin, små vuggende bevægelser, lette hop på stedet, lette klap i hænderne eller på lårene og gerne bevægelse af skulderne.

Hvordan forstærker vi virkningen af vores kropssprog:

Ved at bruge berøring.

En glad berøring følger kropssproget, nemlig lette hurtige bevægeler.

Hvordan dominerer vi hunden og viser, at det er os der bestemmer.

Grundreglen er, at vi gør os store med armene let ud til siden og bruger korte kontante bevægelser, f.eks trampen i jorden og man kan evt. bøje sig ind over hunden.

Berøring:

Kort og kontant stød på hunden med hånden eller evt. knæet.

Hvordan viser vi hunden, at vi er venlige og ganske ufarlige.

Grundreglen er, at vi gør os små og sætter os på hug, kigger væk fra hunden og kommer med smaskelyde.

Berøring:

Lange, langsomme og lette berøringer.

Brug af kropssprog, når hunden fører.

Det er vigtigt at pointere, at kropssproget også skal bruges, når hunden skal føre os.

Eksempler:

Hunden virker usikker og tøver ved at skulle passere en cyklistfanger. Her hjælper det hunden, hvis man opmuntrer den med små lette trin og vuggende bevægelser.

Den ivrige hund, der gang på gang går ud over kanten, kan man hjælpe til at bremse ved bruge tøvende slæbende tunge skridt. Et hjælpende kropssprog til retningskommandoer er små tøvende skridt, så hunden har mulighed for at vende brugeren.

Når hunden har udført den ønskede kommando bekræftes/roses hunden for sin handling ved at man foretager 4-5 små hurtige lette skridt. Dette er en ros hunden forstår.

Skal vi stoppe hunden i en uønsket handling, hvis hunden f.eks vil samle mad op eller hilse på en anden hund, når den er i bøjle gøres det ved, at man gør en pludselig kontant tramp i jorden, samtidig med, at man bøjer sig ind mod hunden.
Når hunden stopper den uønskede handling roses den ved de lette hurtige trin/bevægelser.

Hvor kraftige signaler, der skal bruges afhænger af, hvilken hund det er, hvilken sindsstemning hunden er i og afstanden til hunden.

Det er vigtigt at timingen passer, så ros og ris falder i nuet.

Alle kender tegnene på mennesker og dyr i overstressede situationer. Ingen, eller kun få, kan tale en hund eller et menneske til fornuft, hvis det først er blevet overstresset. Hunden tænker ikke mere rationelt. Derfor er det vigtigt, at vi kender til stress, så vi kan nedbringe dette til et naturligt niveau.
Begrebet stress er en naturlig og i mange tilfælde nyttig ting. Både mennesker og hunde har i det daglige en varierende stresspåvirkning. Når stresspåvirkningen er høj, bliver man i stand til at reagere hurtigere og mere rationelt i de aktuelle situationer.
Stress er kroppens reaktion på en ydre påvirkning. Hvis et menneske eller en hund udsættes for en ophidselse, chok eller lignende, udskilles der et stresshormon, som giver hunden ekstra kræfter. Dette stress-hormon, også kaldet adrenalin, dannes i binyrerne og frigøres til blodet.
Adrenalin udskilles konstant, men tolerancen kan ændres. Hvis din hund ikke stimuleres, vil dens tolerance overfor adrenalin ikke hæves, og din hund vil være i en situation af konstant stress, med deraf følgende negative konsekvenser.

Hunde med en lav stresspåvirkning, bliver hurtigere aggressive. Det kan udarte sig på flere måder. Hunden begynder f.eks. at ødelægge møbler og andet inventar, og/eller angribe andre hunde, eller går måske bare rundt og piber og bliver rastløse. Aktiveringsøvelserne som blev beskrevet før, afhjælper som regel problemet. I særlige tilfælde kan det være nødvendigt at søge specialister. Hovedregelen er hellere at søge hjælp en gang for meget. Dette gælder både klinisk som psykisk.
Vi hører ofte følgende: “Min hund skal da have lov til at løbe efter en bold, pind eller lignende – det er da naturligt”.
Selvfølgelig er det naturligt for en hund at jage. Bare ikke for meget. Hvor meget “må” man så gøre det? Det første vi skal være opmærksom på er, hvor ofte jager forfaderen, ulven? Det viser sig, at det faktisk ikke er meget. Ulven er afhængig af byttet. De unge og friske dyr kan ulven oftest ikke overkomme.
Om sommeren og foråret er der rigeligt med mad. Små gnavere, fugleunger o. lign. Om vinteren er det knapt med føde, og ulven går efter de større dyr. Så om vinteren kan der gå dage, måske uger, uden føde. Dette siger en hel del om, hvor ofte en ulv jager.
Vi kan derfor overføre dette på vore hunde. Vi skal kikke på, hvilke situationer der gør hunden stresset. Det gælder så om at nedbringe stress-situationerne til et minimum. Vi må lære at beskæftige hunden med ting, der i højere grad falder naturligt for den.

Indledning:
Man skal være noget af en oldtidsforsker for præcist at kunne fortælle om hvordan/hvornår den første tam/arbejdshund er blevet samarbejdspartner med mennesket.

Jeg tro heller ikke, at der i dag findes forskere, der med hovedet på blokken kan sige, at de er enige med deres kollegaer i, hvordan de forskellige racer er opstået -og fra hvilke typer de er opstået
Dem vi i forskningen hører omtalt som ”CANIDAEA FAMILIEN”

Er det ulven?
Hvilke ulverace er det i så fald?
Er det måske ræven?
Er det måske bjørnen?
Eller er det sjakalen?

De første Hunde: Jeg skal – uden at ville citeres for det – forsøge at beskrive
Ca. 12.000 år siden: hunden fra Istiden til Romertiden, hvorefter jeg hurtig vil gå videre via Ægypternes, Grækernes og Romernes forskellige brug af hunden.

Jeg vil gennemgå lidt om hunde i Middelalderen, om hunde fra de 14 århundrede og fra til dags dato.

Den schweiziske Pæle- De ældste kendte fund der er gjort hvor man beviselig kan sætte
kultur: hund og menneske i forbindelse med hinanden er kendt under det latinske navn CANIS FAMILIARIS Palustris Denne hund kaldes på
Tørvehunden: menneskesprog “Tørvehunden”.
Denne hund hvis udseende er fundet i klippehuler bl.a. i Altamirage-grotterne menes at være ca. 12.000 gamle og er faktisk helt identisk med vore dages Spidshunde, bl.a. Grønlandshunden, Elghunden Samojedehunden og mange flere.

Domesticering af hun- Den nævnte Tørvehund er så via avl ændret til mange typer, ja helt
den. (Avl). andre racer. Dette er sket frem i tiden som mennesket er blevet hævet fra Stenalderkulturen og fået en mere specialiseret kultur hvor man har gjort brug af hunden til forskellige gøremål.

Tørvehunden er måske i første færd blevet parret med bl.a. ulve måske ved mennesket hjælp

Hundens Slægtskab: Vore dages hundetyper har et slægtskab hvor de henføres til flere
(Vedl. Skema) uddøde hundelignende arter der alle kaldes CANIS.

Fra dette skema udgår så flere grupper af hunde der inddeles i:

Molosser

Jagthunde

Hyrdehunde

Terrier

Mynder

Dværghunde

Dette er for os alle kendte racer/grupper, men iflg. skemaet udgår de fra vidt forskellige udseende dyr, hvor tidligere nævnte Canis ses at være i familie med bl.a. ulv, Ræv, Vaskebjørn og Bjørn via andre forskellige uddøde arter/typer.

Stamfader for CANIS FAMILIARS INOSTRANZEW er den der menes som stamfader/urfader
Molossen: for molossen til hvilken gruppe vore LABRADOR kommer fra.
Den ældste kendte molosse er en Tibet Dogger, som så igen er i familie med bla. Grand Danois, Engelsk Buldogger, Bulterrie, Sct.Bernhardshunden og New Foundlandshunden.

Labradoren: Er en meget ung hunderace der er fremkommet ved krydsning af en hund fra 2 grupper nemlig en fra molossegrp. og en fra jagthundegrp. nemlig en New Foundlandshunden og en Sætter.

Stamfader for Canis Familiaris Matris Optimas. I dette skema står alle de kendte

Schæferen, Beagel, Hunde i een kategori uden nogen direkte forbindelse til nogen bestemt
Groendael forfader ud over nævnte .
Man kan således ikke direkte se at schæferen er i direkte familie med ulven..

Hvor startede så Ca. 2000 år før kristi opsatte ægypterne hundene i to typer
menneskets direkte
brug af hundene: nemlig i
Jagthunde
Vagthunde,

og det siger sig selv, at de benyttede jagthunden til jagt og vagt
hunden der var en molosse til at drive og passe på bl.a. kvæget, men også til direkte krigsførelse, hvor de bl.a. virkede som for forfølgere efter undløbne fjender.
Hunden i
”Mellemste rige”
1500-1200 f.kr.f. I Hyksostiden var hunden i Europa meget værdsat. Ægypterne balsamerede således deres hunde og de fik ikke den ret at kunne følge herre i graven som andre folkeslag brugte, bl.a. i Mexico, Kina og Japan.
Det var også på denne tid at grundstammen til flere af molossehundene blev grundlagt, bla. Mastiff og Grand Danios, som de kendes i dag.

Grækernes Hunde: I den Græske historie er der modsat Ægypternes to grupper nu skel en inddeling
af hundene i hele 7 forskellige racer og det er her man første gang støder på begrebet selskabshunde bl.a. Malteseren.
Af krigshunde bliver der fra græsk side fortalt om vagthundene ved fæstningen ved byen “Korinth” hvor vagterne sov sødt under et natlig fjendtlig angreb tog byens 50 vagthunde kampen op. 49 blev dræbt men 1 overlevede og søgte tilbage til byen, hvor den alarmerede befolkningen. Denne sidste hund blev kaldt “Sorte Frelser” og blev i resten af dens liv sat under beskyttelse af byen samt fik livsvarig pension
( hvad dette end måtte være).

Hale og Ørekupering: Romerne var dem der først begyndte med at kuperer deres hunde idet de ville beskytte dem mod fjender og gøre dem mindre sårbare bl.a. 1 Kamp mod Ræv og Ulv.
Hundene benyttes nu også mere avanceret i krigsmaskineriet, hvor de også nu bliver blev benyttet til meldehunde samt kamphunde forsynet med
rustninger mv.

Ketternes hunde:
(England) Hunden blev ligeledes brugt til underholdning i arenaerne og i krigslejerne, hvor man satte de store molossehunde i kamp mod hinanden.
Romerne -der den gang var herskere i England- posterede bl.a. en mand der kun havde til opgave at finde egnede hunde til disse hundekamp,
Disse hunde blev fundet blandt de engelske Dogger-hunde.
Der er så her fundet en del parring sted, hvor man har krydset de romerske molosser med engelske..

Frankrig: Franskmændene der havde overtaget en del af romernes hunde fik
af disse udviklet nogle særdeles gode støverhunde til jagt. Flere at disse racer er kendt frem til i dag.

Hunde i Middelalderen: I det 14 – 15.århundrede findes bl.a. de første optegnelser i
bøger over hvordan man bl.a. indretter en hundegård for de meget vigtige jagthunde og efter at have været helligt dyr for Ægypterne, Kæledyr og jagtkammerat for Grækerne og Romernes Soldat mv., blev

Hunde som status- hundene i middelalderen blev for alvor statussymbol for adelen.
symbol: Det blev faktisk således, at kun adelen måtte have hund.
I Danmark var det helt forbudt menigmand, men i England gav Vilhelm Erobreren tilladelse til at “småfolk” kunne holde “en vagthund” dog skulle
“Afhuggede tæer” 3-4 tæer på forbenet afhugges, så hunden ikke kunne jage vildt.

De første off. Henrik d. 8.,s livlæge Dr. Caius, der var grundlægger af Cambridge
grupperinger af universitetet var den første der i det 16- århundrede tog fat på en
hunde: egentlig gruppeinddeling af hundene.
Denne inddeling ligger den dag i dag til grund for mange landes kennelklubbers gruppeinddeling. Han delte hundene op i 3 hovedgrupper nemlig:

Jagthunde
Brugshunde
Selskabshunde
Men på samme tid skete der bl.a. i Frankrig også en del omkring hundene, hvor der blev Skrevet flere bøger om hundene og bl.a.
deres plads i pattedyrs systemet og om deres instinkter og intelligens

Den franske Mange mennesker fra adelen mistede livet i denne periode, men ud over
revolution: disse der blev lagt meget for had blev også deres hunde, hvorfor mange gode avlshunde gik tabt i denne periode.

En fransk adelsmand vicomete Francois de Larye gjorde det resulute at han lod sine hundes haler og Ører kupere lige som han farvede hundenes pelse, hvorefter han lod hundene skjule hos bekendte bønder som han havde tillid til.

Andre franskmænd der emigrere medbragt deres hunde der således overlevede på denne måde.

Napoleon og Napoleons kone havde en hund som i historien bliver omtalt af Na-
Hunde: poleon som en ikke køn eller god hund heller ikke elskværdig, lavbenet og med lang krop og en næse som en væsel.

Hvorfor Napoleon ikke kunne lide denne hund men sin egen Puddel fortæller han også om, idet han havde fået flere misforsøg i at få denne ud fra fruens sovegemakker. Napoleons egen hund hed i øvrigt “Moustache”.

Hundekampe i Som en arv fra Romernes hundekampe i arenaen begyndte Englænderne
England: selv at arrangere hundekampe og gjorde det gennem flere århundrede, ja måske helt frem til i dag.
Englænderne muntrede sig bl.a. med at sætte hunde i kamp mod bl.a. tyr og lænkede bjørne.
Med i arenaen var der en fører for hunden. Denne førers vigtigste opgave var at gribe hunden efter at den var slynget op i luften af den ophidsede tyr.
Hunden kamp mod Tyren var en afløser for hundens kamp mod bjørne, idet det var for vanskeligt at skaffe bjørne til denne underholdning hvor store pengesummer skiftede ejermænd blandt tilskuerne.
Hunden besejrede bjørn og tyr ved at bide sig fat i mule eller eller hals og blev hængende dér indtil fjenden mistede pusten.

Slædehundens I lang tid og frem til i dag benyttes hunde til transport af slæder
præstationer: med udstyr og nedlagt bytte mv. af disse slædehunde kræves der ofte at de tilbagelægger en daglig strækning på 70 km slæbende en byrde svarende til det dobbelte af deres kropsvægt.

Vore dages hunde:
År 2000 I dag er der i Dansk kennelklub reg. ca. 300 racer i Dansk Kennel Klub fordelt på i alt 21932 hunde hvoraf de 789 var importerede hunde.
Der findes også andre bl.a. Dansk Raceunion og Dansk Jagthundeforening
Hvor der også reg. hunde.

Hunde top 3. Nr. 1: Scæferhund
Nr.2: Labrador Retriever
Nr.3: Golden Retriever

Størst fremgang: Islandsk fårehund

Størst tilbagegang Retriever, Gravhund og Schæferhund.

Hundene er nu inddelt i 8 grupper:

A: Spidshunde
B: Drivende jagthunde
C: Stående/ikke stående jagthunde
D: Tjenestehunde
E: Terriere
F: Mynder
G: Store selskabshunde
H: Små selskabshunde.

Etologen vurdering: En kendt forsker har engang udtalt at
EN ART ER FAST OG UFORANDRELIG
( EN RACE ER ET KORTLIVET FÆNOMEN).

Og set ud fra starten på to typer hunde hos ægypterne 2000 år f. kr og til vore dage, må man jo give ham ret.
Samme mand udtaler ligeledes
EN RACE ER ALDRIG NOGET ABSOLUT –
MEN BLOT ET VIST LIGEVÆGTSFORHOLD I RESULTATERNE
AF ARVEMASSE OG MILJØ.

Hundens drifter

Hunden har seks vigtige drifter. Byttedriften, flokdriften, aggressionsdriften, flugtdriften, spor og støverdrift samt sex driften.
Disse drifter tjener til artens overlevelse i naturen. I den menneskeskabte verden kan de anvendes til at aktivere vore hunde. Men kan samtidig give anledning til problem med hunden i hverdagen.
For at kunde forstå vores hunde og dens handlinger, er det nødvendigt, at vi kender dens drifter og dens instinkter. Forstår vi dem, er det nemmere at lære hunden det vi ønsker af den.

Drifter er målrettet energi, energi der blot venter på, at hunden kommer i stemning til at bruge denne energi.

Instinkter eller instinkthandlinger er det hunden automatisk gør når den er kommet i rette stemning.

Stimuli er det, der skal til for at vække hundens drift. Stimuli kan være lugt eller en bevægelse,

Driftmål er det, der tilfredsstiller hunden i den pågældende drift.

BYTTEDRIFTEN

Stimulus for byttedriften er byttebevægelser. Ikke selve byttet men dets bevægelser. Byttet kan således godt være en bold eller en klud eller blot et blad der blæser hen af gaden. Tit ser man at hvalpe starter instinkthandlingen for byttedrift, blot ved synet af et blad der hvirvles op af vinden.
Instinkthandlingen for byttebevægelser er forfølgelse, gribe byttet, ruske og bære byttet.
Driftmålet er at bære byttet.

Byttedriften modnes tidligt. Der kan opstå træthed i byttedriften, hunden for nok og gider ikke mere. Byttedriften er en af de vigtigste drifter når vi taler indlæring og træning af hunde.

FLOKDRIFTEN

Stimulus for flokdriften er leg/kamp, dominans og underkastelsesritualer.
Instinkthandlingen er social adfærd.
Driftmålet er tryghed, faste rammer og fast rang i flokken.

En hund er ikke interesseret i at ændre en rangorden i flokken, såfremt den er tryg på det plan den befinder sig. Har hunden en god leder er den tilfreds, er lederen usikker bliver hunden usikker og den vil forsøge at overtage posten som leder.
Flokdriften er en vigtig drift for samarbejdet mellem hund og menneske.

AGGRESSIONSDRIFTEN.

Stimulus for aggressionsdriften er trusler af psykisk eller fysisk art.
Instinkthandlingen er trueadfærd, angreb og bid.
Driftmålet er at bringe den truende i undvige adfærd, underkastelse eller flugt.
Aggressionsdriften modnes sent. Der opstår ikke træthed i driften. Hunden kan blive ved til den segner.

FLUGTDRIFTEN

Stimulus for flugtdriften er den samme som for aggressionsdriften. Føler hunden, at den ikke er stærk nok til at bringe den truende i undvige adfærd, ”vælger” den at bruge sin flugtdrift.
Instinkthandlingen er at undvige og flygte.
Driftmålet er at sikre sig selv.
Der opstår ingen træthed i denne drift.

SPOR/STØVERDRIFT

Stimulus er her lugte. Dog kan andet sætte hunden i gang med at anvende denne drift. Det kan være ensomhed, hunden vil søge efter færd af flokken. Det kan også være sult, hunden vil forsøge at få færd at bytte.
Instinkthandlingen er sporsøg, snusen efter dufte i jordbunden. Eller snuse efter lugte der bæres med vinden.
Driftmålet eller drift tilfredsstillelsen vil ske gennem andre drifter, f.eks. hunden finder sin flok og bliver tilfredsstillet gennem flokdriften. Den finder tilbage til trygheden. Den sultne hund der finder et bytte bliver tilfredsstillet gennem byttedriften. Nemlig at bære byttet.

Træthed kan opstå i denne drift.

SEXDRIFTEN

Stimulus er brunst, lugten af den løbske tæve.
Instinkthandling er parringsadfærd.
Driftmålet er at videreføre arten og det enkelte individs gener.

ALMENT OM DRIFTERNE

Opnår hunden driftmålet vil driften blive stærkere. Hunden vil blive bedre til at bruge driften. Opnår hunden sjældent eller aldrig driftmålet, vil driften, om ikke forsvinde, så træde noget i baggrunden. Det vil så være svært at starte hunden i den pågældende drift.
Ud fra det kan vi se, hvad der skal til for at forhindre en uønsket drift. Vi skal sørge for at hunden ikke når sit driftmål i den pågældende drift. Modsat skal vi sørge for, at hunden opnår driftmålet i den eller de drifter vi ønsker at styrke.

Velkommen til WordPress. Dette er dit første indlæg. Ret eller slet det og begynd derefter at skrive!